Game Jam - Stjernestien

Et spiludviklings projekt for 4.-6. klassetrin

Dette projekt er udviklet i samarbejde med spil- og filmskaberfirmaet Those Eyes. Ud fra forskellige oplæg skal vi lege idéer frem til spil. Vi skal designe univers og karakterer og finde på, hvad der skal ske i spillet. Vi arbejder analogt: skitserer, tegner, klipper og klistrer i karton og billedmateriale og laver prototyper, hvor vi præsenterer vores spil og idéer.

I løbet af de tre dage i værkstedet vil Those Eyes komme på besøg og give os et indblik i, hvordan en spilproduktion foregår.

Projektet tager udgangspunkt i et konkret spil – Stjernestien – som Those Eyes udvikler i samarbejde med Davids Samling og Billedskolen i Tvillingehallen. Inspirationen til spillet henter vi fra Davids Samling og den islamiske kunst, som er omdrejningspunktet for det spilunivers, Stjernestien bygger på.

De deltagende klasser skal være indstillet på, at billeder fra workshoppen måske vil blive brugt senere i videreudviklingen af spilprojektet – f.eks. til en ansøgning om udviklingsstøtte eller på Those Eyes’ hjemmeside. Og hvem ved – måske bliver spillet en dag til et færdigt spil, du kan spille på din mobiltelefon eller som brætspil?

Læringsperspektiver:

  • At udvikle idéer i forhold til et oplæg.
  • At gøre en idé tydelig for andre i billeder.
  • Skitseteknik og rentegning.
  • Arbejde med karakterdesign og designproces.
  • At fremlægge en idé for resten af klassen.
  • At arbejde med interaktion.

Game Jam

Hvem

Skoleklasser 4.- 6. klassetrin.

Hvornår

Uge 6, eller 9 - 2026: mandag, tirsdag og onsdag. 
Eller uge 8 - 2026: tirsdag, onsdag og torsdag.
Alle dage kl. 9 - 13.
Om fredagen kl. 10-12 ugen inden forløbet på Billedskolen, besøger klassen David Samling, hvor de får en omvisning i Den islamiske samling.
For deltagerne i uge 8, besøger klassen Davids Samling fredag i uge 6.

Hvor 

Billedskolen i Tvillingehallen og Davids Samling.

Undervisere

Mette Ussing og Simon Bukhave 
Trine Laier (Those Eyes)