Peter Pedal på besøg

Et endags billedforløb for 2.-3. klasse, hvor vi arbejder vi omdanner klasselokalet til en skov med vilde dyr, mærkelige frugter, svirrende insekter og lianer.

Projektet tager udgangspunkt i en scene fra en Peter Pedal-historie, hvor Peter Pedal befinder sig i en lejlighed, hvor nogle malere er i gang med at arbejde. Da malerne går til frokost og forlader lejligheden, ser Peter sit snit til at gøre rummet farverigt, og omdanner stuen med maling og pensler til en frodig jungle.

Eleverne skal, som primære opgave male lodrette papirbaner med plantevækster på. Disse baner hænger vi ned fra loftet langs væggene i klassen.

Som mindre opgaver har vi forskellige muligheder som ligeledes omdanner klassen til en jungle. 1: Børnene omdanner klassens møbler til dyr med øjne, ører og poter. 2: De laver tredimensionelle insekter af karton/bølgepap og papir, som monteres på tapetbanerne eller hænges i vinduerne eller fra loftet. 3: De laver tredimensionelle fantasifrugter som monteres på tapetbaner og andre oplagte steder i rummet.

Billederne kan hænge i klassen så længe I har lyst - ganske u-permanent.-)
En alternativt metode til ophæng kan være, hvis skolen har et ekstra lokale, hvor alle klassernes produkter kan hænge sammen.

Vi tager kulissepapir med og lægger ud på gulvet, der hvor der skal males.

 

Læringsperspektiv:

  • Eleverne oplever hvordan billedkunst kan forvandle deres vante rammer
  • Eleverne erfarer at deres fantasi har en ret i verden
  • Eleverne oplever at male et stort billede i fællesskab
  • Eleverne øver sig i at se og tegne detaljer fra dyr
  • Eleverne prøver hvordan man kan kombinere inspiration (her frugter) ind i sin egen version

 

Fakta: Peter Pedal på besøg

Hvem

Skoleklasser 2.-3. klassetrin.

Hvornår

2026:
Uge 12: mandag, tirsdag, onsdag, torsdag eller fredag

Alle dage kl. 8.30-13 

Hvor

 På egen skole

Underviser

Annemarie Fiig og Ditte Egholm