X-holdet

For unge mellem 17 og 22 år. X-holdet er for dig, der gerne vil arbejde målrettet med billedkunst – maleri, tegning, konstruktion, video, grafik, skulptur osv.

Måske drømmer du om at søge ind på en af de kreative uddannelser eller at tage et ophold på en kunsthøjskole? Så er X-holdet stedet, hvor du, udover at fordybe dig og dygtiggøre dig, også kan få råd og vejledning fra din underviser om de muligheder, der findes.

Det er dog ikke et krav, at du vil søge ind på en kreativ uddannelse – X-holdet er for alle, der brænder for at arbejde med billedkunst.

Der forudsættes en vis faglig kunnen for at kunne gå på holdet, og elever, der i forvejen har gået på Billedskolen i Tvillingehallen eller tilsvarende kunstskole, har fortrinsret.

I modsætning til de “normale” billedskolehold, hvor eleverne som udgangspunkt arbejder med faste opgaver, arbejder du på X-holdet først og fremmest med egne idéer, under vejledning fra din underviser.

Dog kan du forvente, at der ind imellem vil blive stillet en mere fast opgave, eller at der skal arbejdes med et fælles tema, f.eks. i forbindelse med en af de to årlige udstillinger, der er på Billedskolen.

Udover arbejdet på værkstedet vil vi også tage på kortere ekskursioner – det kan være til en spændende udstilling på et museum eller galleri, eller et værkstedsbesøg hos en kunstner.

Vi ses på X-holdet!

Fakta om X-holdet

Hvem

Unge mellem 17 og 22 år

Hvornår

Onsdage kl. 18.30-21.00 fra uge 34 til uge 19/20 i det efterfølgende år. Du kan også se tidspunkterne i systemet, når du tilmelder dig.

Hvor 

Billedskolen i Tvillingehallen

Undervisere

Joachim von Westen, Underviser

Holdstørrelse

Et hold består af 10-14 elever.